MS Insight · Faglig artikel
Er shockwave videnskabeligt dokumenteret – eller bare endnu en behandling, der markedsføres mere, end forskningen kan bære? Her er et ærligt overblik over, hvad studierne faktisk viser.
Af Michael Strøm
Klinisk shockwave-specialist og international underviser
Kort fortalt
21 RCT’er
og 1.357 mænd i Cochrane-reviewet fra 2025 om erektil dysfunktion
3 EAU-guidelines
omtaler shockwave: rejsningsproblemer, Peyronie’s og kroniske bækkensmerter
Ikke én behandling
Effekten afhænger af diagnose, teknologi, energi og protokol
Evidensen er reel – men den er ikke lige stærk på alle områder.
Det korte svar er: Ja. Shockwave er en evidensbaseret medicinsk teknologi, som er undersøgt i randomiserede kontrollerede studier, sham-studier, systematiske reviews og meta-analyser.
Men der er en vigtig detalje, som ofte forsvinder i diskussionen: Shockwave er ikke én behandling.
Forskellige apparater producerer forskellige typer akustisk energi. Studierne anvender forskellige energiniveauer, antal shockwaves, behandlingsområder og patientgrupper. Derfor kan to studier begge undersøge “shockwave” og alligevel i praksis undersøge ret forskellige behandlinger.
Det er også en del af forklaringen på, at nogle studier viser tydelige resultater, mens andre viser mindre eller ingen effekt.
Et stort Cochrane-review fra 2025 identificerede eksempelvis 21 randomiserede studier med i alt 1.357 mænd inden for erektil dysfunktion. Forskerne fandt et samlet positivt signal, men vurderede sikkerheden af evidensen som lav, blandt andet fordi behandlingsprotokollerne og resultaterne varierede betydeligt mellem studierne. Cochrane 2025
European Association of Urology (EAU) inkluderer samtidig low-intensity shockwave i sine guidelines for erektil dysfunktion og shockwave i vurderingen af både Peyronie’s sygdom og kroniske bækkensmerter. Anbefalingerne er forskellige, fordi dokumentationen er forskellig fra diagnose til diagnose. EAU guideline
“Hvilken type shockwave virker, med hvilken dosis, til hvilken problemstilling – og hos hvilken patient?”
Overblik
Evidensen er ikke lige stærk på alle områder. Oversigten er en praktisk guide – ikke en erstatning for den detaljerede forskning længere nede på siden.
Område
Hvad viser forskningen?
Rejsningsproblemer / ED
Mange RCT’er. Et samlet, men moderat klinisk signal – især ved vasculogen ED.
Peyronie’s sygdom
Bedst dokumentation for smertelindring. Et nyt studie fra 2026 viser interessante resultater på kurvatur.
CP/CPPS og kroniske bækkensmerter
Flere sham-kontrollerede studier viser reduktion af smerter og symptombyrde.
Ortopædi
Et af de mest omfattende forskningsområder, men resultaterne varierer mellem diagnoser.
Myofascielle smerter
Meta-analyser viser effekt på smerte og funktion.
Neurologi
Voksende klinisk forskning, blandt andet ved spasticitet.
Nerveregeneration
Meget interessant præklinisk forskning, men endnu ikke samme humane evidensniveau.
Teknologien
Forestil dig to klinikker. Begge tilbyder “shockwave behandling”. Den ene klinik har ét apparat og én type generator. Den anden kan vælge mellem flere forskellige måder at generere og fokusere den akustiske energi.
På papiret tilbyder begge shockwave. Teknologisk behøver behandlingerne ikke at være ens.
Fokuseret
Skaber shockbølgen gennem en elektrisk udladning i væske og fokuserer herefter energien.
Fokuseret
Genererer bølgen elektromagnetisk og fokuserer den mod et defineret behandlingsområde.
Fokuseret
Anvender en række piezoelektriske elementer, der aktiveres samtidigt og fokuserer energien mod et bestemt område.
Radial
Arbejder med en anden fysisk trykprofil og har typisk sin højeste energi mere overfladisk.
Det betyder ikke, at én teknologi altid er bedst. Det betyder, at begrebet “shockwave” alene ikke fortæller nok om behandlingen.
Fordi væv og problemstillinger ikke er ens. En patient med vaskulære rejsningsproblemer har ikke nødvendigvis det samme behandlingsmål som en patient med en Peyronie’s-plaque. En smertefuld bækkenbund er noget andet end en forkalket sene. Og en overfladisk muskulær struktur er noget andet end væv, der ligger flere centimeter inde i kroppen.
Derfor giver det ikke nødvendigvis mening, at alle behandles med samme maskine, samme applicator, samme energi og samme protokol.
Cochrane og EAU peger netop på store forskelle mellem shockwave-studiernes behandlingsparametre og teknologier. EAU
Min tilgang
Det er netop på dette område, at min tilgang hos MS Insight adskiller sig fra en klassisk klinik, der har investeret i ét shockwave-system.
Teknologi
System i klinikken
Elektrohydraulisk
MTS Medical
Elektromagnetisk
Storz Medical
Piezoelektrisk
Elvation Medical / Piezowave
Elektromagnetisk flatcoil
Longest Medical
Radial
Anvendes som supplement, når det er relevant
Det giver mig ikke videnskabeligt belæg for at sige, at mine resultater automatisk er bedre end en klinik med ét apparat. Men det giver mig større klinisk valgfrihed: behandlingen behøver ikke designes omkring det apparat, klinikken ejer.
“Jeg behøver ikke forsøge at få patienten til at passe til maskinen. Jeg kan i stedet vælge teknologi, applicator og protokol ud fra det problem, jeg står overfor.”
Michael Strøm · MS Insight
Jeg har arbejdet intensivt med shockwave siden 2016. Siden 2020 har jeg undervist læger og andre behandlere internationalt i mere end 25 lande, og jeg arbejder i dag som klinisk konsulent og underviser for MTS Medical og Elvation Medical. Fra 2019 til 2024 arbejdede jeg som klinisk konsulent, underviser og reference for Storz Medical.
Erfaringen kommer derfor ikke kun fra at betjene én bestemt maskine. Jeg har arbejdet med forskellige generatorprincipper, applicatorer, energiniveauer og producenter – og har samtidig skullet undervise andre i, hvorfor og hvornår de forskellige teknologier skal anvendes.
For mig er avanceret shockwave ikke et spørgsmål om at bruge mest mulig energi. Det handler om at forstå vævet, forstå teknologien og vælge den mest rationelle kombination. Og nogle gange er den vigtigste beslutning, at shockwave ikke er den rigtige behandling.
2016
Intensivt arbejde med shockwave
25+ lande
International undervisning siden 2020
MTS & Elvation
Klinisk konsulent og underviser i dag
Storz Medical
Konsulent, underviser og reference 2019–2024
Diagnose før teknologi
Hvis en mand har rejsningsproblemer, kan årsagen blandt andet være vaskulær, neurologisk, metabolisk, medicinsk, hormonel, psykogen eller en kombination.
Hvis en mand har Peyronie’s, kan det være relevant at forstå plaque, forkalkning, kurvatur, smerter og erektil funktion.
Ved kroniske bækkensmerter kan muskler, fascia, perifere nerver og smertesystemet være involveret i forskellige grader.
Derfor starter jeg ikke nødvendigvis med spørgsmålet “Hvor skal vi give shockwave?”. Jeg starter med: “Hvad ser ud til at drive problemet?”
Relevant klinisk undersøgelse og ultralyd kan derfor være en del af vurderingen, før vi beslutter, om shockwave giver mening, og hvordan behandlingen i så fald bør tilrettelægges.
I tvivl om shockwave er relevant for dig?
Book en gratis og fortrolig samtale på 15 minutter med Michael.
Rejsningsproblemer
Low-intensity shockwave undersøges især hos mænd med vasculogen erektil dysfunktion – altså hvor utilstrækkelig blodforsyning er en væsentlig del af problemet.
Det principielle mål er anderledes end ved Viagra, sildenafil eller tadalafil. PDE5-hæmmere understøtter erektionsmekanismen farmakologisk, når medicinen virker i kroppen. Shockwave undersøges derimod for potentielt at påvirke dele af den underliggende vævs- og karfunktion.
EAU vurderer aktuelt, at LiSWT kan give en mild forbedring af erektil funktion hos mænd med vasculogen ED og giver en svag anbefaling til udvalgte patienter. EAU ED guideline
Shockwave er kun én af flere mulige tilgange. Har du symptomer og vil forstå diagnostik, årsager og de forskellige muligheder, kan du læse min komplette guide til behandling af rejsningsproblemer.
Cochrane-review · 21 RCT’er · 1.357 mænd
På kort sigt var den gennemsnitlige forbedring i erectile-function score 3,89 point større efter aktiv behandling end efter sham. Cochrane vurderede dog evidensen som lav sikkerhed på grund af blandt andet inkonsistens, usikkerhed og metodiske begrænsninger.
Det interessante: Der findes et samlet positivt signal – men studierne behandler ikke nødvendigvis patienterne på samme måde.
Dobbeltblindet · sham-kontrolleret · 67 mænd
Patienterne fik 12 sessioner med aktiv low-intensity shockwave eller sham. Studiet undersøgte både erektil funktion og penile hæmodynamiske mål.
Hvorfor interessant? Forskerne undersøgte ikke kun subjektiv erektionsfunktion, men også fysiologiske mål.
Elektromagnetisk · dobbeltblindet · sham
96 patienter blev inkluderet, og 81 gennemførte. Mediændringen i IIEF-EF var +5,1 i shockwavegruppen mod −2,2 i shamgruppen.
Hvorfor interessant? Teknologi og behandlingsdesign er relativt klart defineret.
Dansk RCT · 126 mænd · linear low-energy
Forskerne kunne ikke dokumentere den ønskede kliniske fordel på det primære endpoint.
Hvorfor vigtigt? Et negativt studie er afgørende for at forstå, at teknologi, energi, antal impulser, target og patientselektion kan spille en rolle.
Peyronie’s sygdom
Shockwave ved behandling af Peyronie’s har været undersøgt gennem mange år, men resultaterne afhænger af, hvad man forsøger at forbedre. Smerte, plaque, kurvatur og erektil funktion er forskellige outcomes og skal vurderes separat.
EAU konkluderer aktuelt, at den eksisterende kontrollerede forskning samlet viser effekt på penissmerter, men ikke sikker effekt på plaque eller kurvatur. EAU Peyronie’s guideline
Placebo-kontrolleret RCT · 102 mænd
Patienterne fik seks ugentlige behandlinger med 2.000 shockwaves pr. session. Hos patienter med smerter faldt smerterne hos 85 % i shockwavegruppen mod 48 % i placebogruppen. Der blev ikke dokumenteret en signifikant reduktion af kurvaturen.
Hvorfor interessant? Det viser, at smerte og kurvatur kan reagere forskelligt på samme behandling.
Prospektivt studie · 112 mænd · Italien
Patienterne fik tre behandlinger med 3.000 shockwaves pr. session ved 0,11–0,17 mJ/mm². 90 % af patienterne med smerter fik smertelindring, mens 57,1 % havde forbedring af kurvaturen. Hos responderne var den gennemsnitlige forbedring omkring 30 grader.
Vigtig begrænsning: Studiet havde ingen sham- eller kontrolgruppe. Derfor kan hele ændringen ikke tilskrives shockwave med sikkerhed.
Bækkensmerter
CP/CPPS er en kompleks tilstand. Mænd kan opleve smerter omkring perineum, penis, testikler eller bækkenbund, problemer efter ejakulation og forskellige urinvejssymptomer. Hos mange skyldes symptomerne ikke en klassisk bakteriel infektion i prostata.
EAU’s guideline beskriver flere randomiserede sham-kontrollerede studier med forbedring i smerter, livskvalitet og NIH-CPSI efter ekstrakorporal shockwave. EAU Chronic Pelvic Pain
Randomiseret · dobbeltblindet · placebo
Mænd med chronic pelvic pain syndrome blev behandlet perinealt med ESWT. Forskerne fandt blandt andet forbedring i smerte og livskvalitet sammenlignet med kontrolgruppen.
Hvorfor interessant? Et tidligt landmark-studie uden for klassisk ortopædi.
Systematisk review og meta-analyse
Fem sham-kontrollerede RCT’er samt ét andet randomiseret studie blev samlet. Smerte, samlet NIH-CPSI og livskvalitet var signifikant bedre efter aktiv LiSWT end sham umiddelbart efter behandlingen samt efter én og tre måneder. Langtidseffekten var mere usikker.
Hvorfor vigtigt? De positive fund kan genfindes på tværs af flere randomiserede studier.
Det store billede
Hvis man kun møder shockwave gennem behandling af erektil dysfunktion, kan man få indtryk af, at det er en relativt ny “potensbehandling”. Det er et misvisende billede.
En stor del af forskningshistorien kommer fra ortopædi, rehabilitering og smertebehandling.
Meta-analyse · 27 RCT’er · myofascial smerte
Analysen fandt samlet forbedringer i smerte, pressure pain threshold og funktion, men også betydelig variation mellem protokoller og patientgrupper.
Relevans: Shockwaves kliniske anvendelse på smerter rækker ud over klassiske senelidelser.
Nyere meta-analyser · 20+ RCT’er
Forskningen viser, at energiniveau og protokol kan have betydning for resultaterne, blandt andet på smerte, funktion og resorption af kalk.
Princip: Shockwave bør forstås som en doseret fysisk intervention – ikke bare som en maskine, der er tændt eller slukket.
Biologien bag
Mechanotransduktion betyder, at en fysisk eller mekanisk påvirkning omsættes til biologiske signaler inde i cellen. Meget forenklet ser kæden sådan ud:
Shockwave
→
Mekanisk påvirkning
→
Cellen registrerer påvirkningen
→
Biokemisk signalering
→
Biologisk respons
Humane endothelceller · laboratoriestudie
Efter low-energy shockwave fandt forskerne blandt andet øget ekspression af VEGF og eNOS samt aktivering af ERK og Akt. De viste samtidig, at mekanosensorer som β1-integrin og caveolin-1 spillede en rolle i signaleringen.
Hvorfor vigtigt? Studiet viser, at shockwave ikke kun påvirker vævet mekanisk – cellerne reagerer biologisk på stimulus.
Nerveregeneration er et meget interessant område, men den kliniske humane evidens er ikke på samme niveau som ved flere muskuloskeletale diagnoser.
Dyremodel · perifer nerve-regeneration
Dyr, der fik low-energy ESWT efter nervegrafting, viste hurtigere tidlig funktionel recovery og flere myeliniserede nervefibre i dele af regenerationsfasen end kontrolgruppen.
Fortolkning: Biologisk plausibilitet – ikke klinisk dokumentation for behandling af human neuropati.
Diabetisk ED-model · dyrestudie
Diabetes reducerede erektil funktion, nNOS-positive nervefibre, endothel og glat muskulatur. Efter shockwave blev flere parametre delvist forbedret, og forskerne fandt tegn forenelige med rekruttering af kroppens egne progenitorceller.
Hvorfor interessant? Studiet giver en biologisk forbindelse mellem vaskulær funktion, nervevæv, glat muskulatur og erektil funktion.
Forskningen
Når to studier viser forskellige resultater, bør man blandt andet se på disse variabler:
Variabel
Hvorfor kan den have betydning?
Generatorprincip
Elektrohydraulisk, elektromagnetisk og piezoelektrisk genererer energien forskelligt
Focused eller radial
Forskellig fysisk energiprofil
Energi
Lav og høj energi er ikke samme biologiske stimulus
Antal shockwaves
Den samlede mekaniske dosis varierer
Applicator/fokus
Energien kan fordeles forskelligt
Behandlingsområde
Forkert target kan reducere den relevante stimulus
Antal sessioner
Studier bruger meget forskellige protokoller
Follow-up
Biologiske effekter kan udvikle sig over uger eller måneder
Patientselektion
Samme symptom kan have forskellige underliggende årsager
Ordforklaring
RCT
Patienterne fordeles tilfældigt mellem behandling og kontrol. Det reducerer risikoen for, at forskellen mellem grupperne skyldes andre forhold.
Sham
Patienten får en behandling, der ligner den aktive behandling, men uden den egentlige terapeutiske shockwave-energi. Det er særligt vigtigt ved smerter og seksuel funktion, hvor forventning kan påvirke resultatet.
Review
Forskerne forsøger systematisk at finde og vurdere al relevant forskning på et område.
Meta-analyse
Resultater fra flere studier kombineres statistisk. Men hvis de inkluderede studier er meget forskellige, bliver den samlede konklusion også mere usikker.
Præklinisk
Undersøger biologiske mekanismer i fx celler eller dyremodeller. De kan forklare, hvordan shockwave virker biologisk, men kan ikke alene bevise klinisk effekt hos mennesker.
Litteraturen
Fra store reviews og randomiserede studier til grundforskning i cellebiologi og dyremodeller. Klik på et studie for at se det på PubMed.
Studie
Område
Hvorfor interessant?
Peyronie’s
Meget interessante resultater på smerte og kurvatur, men uden kontrolgruppe.
Konklusion
Ja – men det er et dårligere spørgsmål, end det umiddelbart lyder som.
Shockwave er ikke en eksperimentel teknologi uden videnskabeligt fundament. Der findes betydelig forskning fra cellebiologi og dyremodeller til randomiserede kliniske studier, meta-analyser og internationale guidelines.
Men forskningen viser samtidig meget tydeligt, at effekten afhænger af diagnose, patientselektion, teknologi, target, energi og protokol.
Kernebudskab
Shockwave er en biologisk og klinisk dokumenteret behandlingsplatform, men evidensen og behandlingseffekten varierer betydeligt mellem forskellige indikationer og protokoller.
01
Hvilken type shockwave bruger klinikken?
02
Hvorfor har behandleren valgt netop den teknologi?
03
Hvilken struktur forsøger man at påvirke?
04
Hvordan er energien og protokollen valgt?
05
Og har man først forsøgt at forstå årsagen til problemet?
Det er præcis de spørgsmål, jeg selv arbejder ud fra hos MS Insight.
MS Insight
Jo flere teknologiske muligheder man har, desto vigtigere bliver det at vide, hvornår man skal bruge dem – og hvornår man ikke skal.
Jeg har bevidst bygget klinikken, så jeg ikke er låst til én producent eller ét generatorprincip. Jeg arbejder med elektrohydraulisk, elektromagnetisk og piezoelektrisk focused shockwave samt radial teknologi.
Det giver mig mulighed for at se teknologien fra flere sider – ikke kun “hvordan bruger jeg denne maskine?”, men “hvilken teknologi giver bedst mening til dette væv, denne dybde og denne problemstilling?”.
Jeg kombinerer det med klinisk vurdering og relevant ultralyd, når det kan hjælpe med at forstå eksempelvis væv, plaque, forkalkning eller andre strukturelle forhold.
FAQ
Korte svar på de spørgsmål, jeg oftest får om forskningen bag shockwave.
Er shockwave behandling videnskabeligt dokumenteret?
Ja. Der findes randomiserede kontrollerede studier, sham-kontrollerede studier, systematiske reviews og meta-analyser inden for flere indikationer. Evidensstyrken varierer betydeligt mellem diagnoser og protokoller.
Er shockwave dokumenteret mod rejsningsproblemer?
Der findes mange RCT’er, og EAU vurderer, at low-intensity shockwave kan give en mild forbedring af erektil funktion hos udvalgte mænd med vasculogen ED. Anbefalingen om anvendelse er dog fortsat svag.
Virker shockwave mod Peyronie’s?
Den stærkeste kontrollerede dokumentation er aktuelt på smertelindring. EAU anbefaler ikke ESWT alene med det primære formål at reducere kurvatur. Et nyt prospektivt studie fra 2026 fandt dog interessante forbedringer, som bør efterprøves i kontrollerede studier.
Er focused og radial shockwave det samme?
Nej. De akustiske og fysiske egenskaber er forskellige, og resultater fra den ene teknologi bør derfor ikke automatisk overføres direkte til den anden.
Er elektrohydraulisk, elektromagnetisk og piezoelektrisk focused shockwave det samme?
Alle tre kan skabe fokuserede shockwaves, men de genererer og fordeler energien forskelligt. Det er blandt andet derfor, jeg arbejder med alle tre principper hos MS Insight.
Er mere energi altid bedre?
Nej. Dosis skal passe til væv, mål og protokol. “Mere” er ikke automatisk lig med “bedre”.
Kan shockwave regenerere nerver?
Prækliniske forsøg har vist påvirkning af perifer nerve-regeneration, men dette er ikke det samme som dokumenteret behandling af human neuropati.
Hvor mange shockwave-behandlinger er nødvendige?
Der findes ikke ét universelt antal. Forskningsprotokollerne varierer efter diagnose, teknologi, energi og behandlingsmål.
Bemærk: Artiklen er generel information om den videnskabelige forskning i shockwave. Resultater fra studier beskriver effekter på gruppeniveau og kan ikke bruges til at forudsige resultatet hos den enkelte patient.